Trin 1 - du præsenterer eleverne for klassens nye samværsregler

Det skal du bruge:

  • Plakat med samværsreglerne (downloades og printes fra boksen til højre)
  • Evt. skolens antimobbestrategi

Sådan gør du:
1) Forklar eleverne, at de har ret til ikke at blive mobbet. Hovedpointerne er følgende:

  • Vidste I, at I har ret til at gå i skole uden at blive mobbet? I Børnekonventionen, som Danmark har sagt ja til at rette sig efter, står der, at børn har ret til et godt børneliv. Og et godt børneliv er blandt andet et liv uden mobning. Derfor SKAL de voksne hjælpe jer, hvis I bliver mobbet.
  • Skolen SKAL sørge for, at alle børn har det godt her i skolen. Derfor har skolen en antimobbestrategi. Det er en plan for, hvad de voksne skal gøre for, at alle børn har det godt. (Forklar evt. skolens antimobbestrategi).

2) Præsenter eleverne for samværsreglerne:

  • Fra nu af gælder der de regler, som står på den her plakat. Det er vores samværsregler og det er regler for, hvordan vi skal opføre os over for hinanden, og hvad vi skal gøre, hvis vi selv eller andre her i klassen bliver behandlet dårligt.
  • Læs reglerne højt og tal om, hvad de konkret betyder.